I Århus Kommune fortsætter man med brugen af den meget kritiserede busbørnsordning. Der er bred enighed om, at det ikke er den rigtige model, men man har heller ikke et alternativ til den, hvilket forklarer den politiske stilstand.
“Vi har haft den her ordning her siden 2007, og den fungerer ganske enkelt ikke efter hensigten,” fortæller Mahad Yussuf, byrådsmedlem fra Radikale Venstre, da han bliver spurgt, hvorvidt skolehenvisningsordningen, bedre kendt i folkemunde som busbørnsordningen, virker.
Kort sagt handler ordningen om, at tosprogede elever i Århus gennemgår en sprogscreening inden de starter i skole. Hvis sprogscreeningen finder, at eleven har et ikke-uvæsentligt behov for sprogstøtte, så kan den tosprogede elev risikerer at miste sit frie skolevalg.
For hvis skolen i den tosprogede elevs distrikt, også kaldet distriktskolen, har en for høj andel af tosprogede elever, der har et sprogstøttebehov, så vil barnet blive henvist til en anden skole, hvor denne andel er lavere end 20 procent.
Ordningen har til formål at sikre to ting. Ét, så vil ordningen sikre en høj faglighed og god dansksproglig udvikling blandt tosprogede elever med sprogstøttebehov. To, så vil ordningen sikre en bæredygtig elevsammensætning på de århusianske skoler.
De henviste elever trives ikke bedre
Ordningen viser sig dog at have nogle uhensigtsmæssige konsekvenser for de henviste elever.
Disse er blevet dokumenteret i forskningsprojektet ‘Virkninger af Århus Kommunes skoleomfordelingspolitik for tosprogede elever’, som siden 2014 har undersøgt, hvilke effekter skolehenvisningspolitikken har haft for de henviste elever.
Undersøgelsen viste, at de henviste elever ikke trivedes bedre eller lærte mere ved at blive henvist til en modtagerskole. Det var faktisk lige modsat. De henviste elever scorede lavere i både matematik og læsning, og så viste trivselsundersøgelser, at børnene i indskolingen havde samme skoletilfredshed, men led under større mistrivsel i form af eksempelvis ensomhed.
Eleverne lærer altså ikke bedre ved at komme ud på modtagerskolerne, og hvis man spørger Line Thingholm, ekspert i flersprogethed, så er det ikke nok, at man busser børn til skoler, der har færre tosprogede elever.
“Man har brug for, at der ude på skolerne er en kompetence i at undervise elever med dansk som andetsprog. Der skal efteruddannelse af lærerne til. Der skal viden og kompetencer til.”
Modtagerskolerne, som tager imod de her børn, skal altså være klædt på til at kunne imødegå de henviste elevers behov. På en modtagerskole som Skåde Skole bliver der gjort meget for, at eleverne trives, men skoleder på stedet, Mogens Steen Petersen, fortæller, at der stadig er elever, som ikke opnår bedre faglighed ved at blive kørt til en anden skole.
“Der bliver gjort og tænkt rigtig meget over, hvad vi skal gøre ved de børn, som har det svært, som for eksempel ikke udvikler sig, og vi har da også tosprogede elever med sprogstøttebehov, som lige så godt kunne gå i deres distriktskole, for de får ikke bedre karakterer her.”
Stor enighed om at løsningen ikke er den rigtige
Det er altså et problematisk billede, som begynder at male sig omkring de henviste elever. Læser man igennem de seneste høringssvar vedrørende busbørnsordningen, så er der stor enighed om, at det ikke er den rette model, som Århus Kommune driver skolen med lige nu.
Byrådsmedlem fra Venstre, Louise Louring, fortæller også, at man fra politisk side godt ved, at det ikke er den lange ende, som man har fat i.
“Jeg tror, at der er bred enighed om, at det ikke er den rigtige løsning, så helt overordnet tror jeg, at alle er enige om, at det er en super dårlig løsning på det problem.”
Venstre er imod en nedlæggelse af skolehenvisningspolitikken på nuværende tidspunkt. Dette er Radikales Mahad Yussuf dog ikke. Han mener, at det er på tide, at man nedlægger ordningen.
“Jeg ved godt, at der er forskel på de børn. Men hvis vi kan løfte børnenes faglighed, der hvor de bor, og ved den skole, som de bor ved, så er det jo en mere bæredygtig løsning end at busse børn hele tiden.”
Man kan dog ikke bare nedlægge ordningen, for det ville få nogle store konsekvenser for skolerne og klasserne, og det ville være uansvarligt, hvis man spørger Louise Louring.
“Problemet med bare at stoppe skolehenvisningspolitikken i morgen, altså at vi stopper med at sende de her børn med bussen, er, at så river vi tæppet fuldstændig væk under klasserne og skolerne, som de skal starte i.”
Nervøsiteten omkring nedlæggelsen af skolehenvisningspolitikken bunder i frygten for, at man vil få skoler, som vil få en meget høj andel tosprogede elever, og der har man været før, fortæller Mogens Steen Petersen.
“Der har vi været med Nordgårdskolen, og set hvad der skete med den. Det er meget, meget vanskeligt.”
Nordgårdsskolen lukkede i 2008 grundet store integrationsmæssige problemer og et frafald af elevsøgninger. Det handler dog ikke så meget om procentsatser, men er mere et spørgsmål om, hvad man gør med de børn, som man har, fortæller ekspert i flersprogethed, Line Thingholm.
“Nogle af de skoler, som har næsten 100 procent tosprogede børn, kan faktisk lave nogle rigtige gode læringsmiljøer og skabe nogle rigtig gode koblinger mellem skolen og lokalområderne.”
Pengene går til kørsel og ikke læring
Skolehenvisningspolitikken er heller ikke nogen billig ordning. Siden indførslen i 2007 har man brugt mellem 10 og 20 millioner skattekroner årligt på at køre de henviste elever til andre skoler. Dette er dog faldet en del siden, så der i 2020 kun blev brugt 9,5 million på kørsel af eleverne.
Derudover findes der også andre udgifter såsom administrative udgifter, som årligt koster 1,4 millioner kroner, men også ekstraudgifter for de skoler som modtager de henviste elever.
Århus Forældreorganisation har estimeret, at man kan frigøre 13,9 millioner kroner ved en nedlæggelse af skolehenvisningspolitikken. De penge kunne være brugt bedre, hvis man spørger Heidi Printzen, som er bestyrelsesmedlem i Århus Forældreorganisation.
“Vi mener, at de penge, som man i dag bruger på at køre børn rundt på forskellige skoler i hele Århus, kunne bruges bedre lokalt ved at få integreret børnene bedre sammen med deres forældre, og så arbejde sammen med dem for at få nogle velfungerende klasser.”
Hun mener, at pengene skal bruges til lokale indsatser, og samtidig så skal man give skolerne mere støtte og fleksibilitet lokalt.
Line Thingholm fortæller ligeledes, at man har brug for kompetente skoler, og derfor mener hun, at det er en god idé at efteruddanne lærerne.
“Det er en god ide at investerer i kompetente lærer, for det er dem, som er med til at skabe de gode læringsomgivelser. Det er dem, der kan gøre en forskel for den enkelte elevs læring.”
Skolehenvisningspolitikken kan ikke bare erstattes
På trods af den store enighed om skolehenvisningspolitikkens problematiske effekter, så kan man ikke nedlægge ordningen på nuværende tidspunkt. Byrådsmedlem, Louise Louring, fortæller, at de simpelthen ikke har noget alternativ i Århus Kommune.
“Der er ikke rigtig noget alternativ. Vi har i hvert fald ikke fået præsenteret nogen løsning, som på nogen måde er ansvarlig.”
Dette giver Heidi Printzen fra Århus forældreorganisation dog ikke meget for. Hun mener, at byrådet har en følelse afmagt, da de ikke ved, hvad de skal gøre i stedet.
Det er jo det, vi kan høre, når vi taler med det politiske system. Der er ikke noget alternativ, men det er der. Det bedre alternativ, det er at lade være.”
Politisk sidder man altså fast i, at man ikke kan finde nogle alternativer. Man kan dog læse ud fra Århus Kommunes egne papirer, at man overvejer en løsning, som man har i København. Her mister børnene ikke deres frie skolevalg, men bliver tilbudt fortrinsret på en anden skole end distriktskolen, hvor der er en lavere andel tosprogede elever.
Københavns kommune har haft held med at sprede tosprogede elever ud på kommunens skoler, og samtidig har børnene kunne beholde deres frie skolevalg.
Det er en svær linedans
Skolehenvisningspolitikken er der bred enighed om, er en dårlig løsning på et problem, som til gengæld er svært at løse. For på den ene side vil man gerne have, at eleverne trives i skolen, men på den anden side ønsker man heller ikke at få klasser med en for stor andel af tosprogede elever.
Mogens Steen Petersen, skolelederen fra Skåde skole, sætter vanskeligheden af problemet op. For enten så kan man køre eleverne til Skåde Skole, som man gør nu. Eller så bliver familien nødt til at flytte til skoledistriktet, og det er der ikke mange, der har råd og lyst til. Den sidste løsning bliver så, at man lader børnene gå på sin distriktskole, men det er ikke uden konsekvenser, fortæller skolelederen.
“Konsekvensen er så, at der langsomt vil opbygge sig skoler, som består af en meget høj procentdel tosprogede. Er det en samfundsmæssig interesse, som vi har i Århus? For jeg kan ikke se andre løsninger.”